Arbejdsområder

Servicemedarbejdere

Forlystelser

Som forlystelsesmedarbejder er din vigtigste opgave at sørge for, at forlystelserne kører effektivt og sikkert, så gæsterne kan nyde turen i fulde drag. Du er meget udadvendt og opsøgende, og du er god til at tale med gæsterne, unge som gamle. Det kan være, at du lige starter en fællessang inden turen sættes i gang, eller også giver du måske high-five til alle på vejen ud. Det er vigtigt, at du er smilende og serviceminded og kan holde dig selv i gang gennem hele dagen.

Du får inden sæsonstart en grundig oplæring i, hvordan man betjener en forlystelse, derudover skal du bestå en prøve, der sikrer, at du ved både stort og småt om alt fra håndtering af uheld til bestemte højde - og alderskrav.

Indgang/billetsalg

Som medarbejder i vores indgang og billetsalg er du det første ansigt vores gæster møder. Derfor er det vigtigt, at du er smilende, således at gæsterne starter besøget på bedste vis. Som medarbejder i indgangen skal man kunne arbejde hurtigt, og kunne bevare overblikket i travle perioder. Erfaring med kassebetjening og flair for forskellige sprog er en fordel, men ikke et specifikt krav. 

Food

Parkens forskellige Food-afdelinger er en stor del af driften i en forlystelsespark som vores. Food består af en række mindre områder, og spænder fra fastfood til det lidt finere cafe/restaurant mad. Her er altså både mulighed for at være tjener eller at vende bøffer i massevis. Som medarbejder i Food er det utrolig vigtigt, at du er en holdspiller, da du arbejder side om side med dine kollegaer, og er indstillet på nogle lange travle dage. Det er vigtigt, at du kan bevare overblikket i en hverdag, hvor et travlt køkken er mere reglen end undtagelsen.

Rengøring

En forudsætning for, at vores gæster får en god oplevelse er også, at parken er ren og pæn. Dette arbejder vores rengøringsteam hver evig eneste dag for at opfylde. Rengøring er meget mere end at skure toiletter og tørre op efter gæster, der har prøvet svinggyngerne lidt for mange gange. Som medarbejder i rengøringen kommer du rundt i hele parken og kan hjælpe til i alle afdelinger efter behov. Det er vigtigt, at du er morgenfrisk, da nogle af rengøringsvagterne starter tidlig morgen. Ydermere er hurtighed og selvstændighed vigtigt. Du får sammen med dine kollegaer ikke kun ansvaret for, at alt er rent og pænt inden gæsterne ankommer, men også mens de er på besøg hos os. 

Spil

Som medarbejder i vores Spil afdeling er du meget udadvendt og frisk på at interagere med mange forskellige typer af gæster i løbet af dagen. Det er dig der lige får prikket til familiefaderen og spurgt om han ikke lige skal bevise at han er bedre end sin søn til at ramme bolden i kurven.  Du er smilende og opsøgende, og du kan underholde dig selv og vores gæster igennem hele dagen. 

U18

Som medarbejder under 18 år skal du som alle andre medarbejdere være udadvendt og opsøgende overfor vores gæster.  Som medarbejder under 18 år kan du arbejde i vores små forlystelser, i vores iskiosker og slikvogne, i vores maskotafdeling eller i vores Spil afdeling. Så er du omstillingsparat og god til at give krammere, så er det dig vi søger. Erfaring fra kiosk eller butiksarbejde er et plus, men ikke et specifikt krav.

 

Tivoli Friheden A/S
Skovbrynet 5
8000 Århus C
+45 86 14 73 00
tivoli@friheden.dk
CVR nr. 12 50 39 97